I Thomas Bernhards anden selvbiografiske roman Kælderen. En unddragelse (1976), der udspiller sig umiddelbart efter Anden Verdenskrig, indleder han sine læreår med at vende gymnasiet ryggen og gå i den modsatte retning for at begynde i købmandslære. I Salzburgs ghetto, Scherzhauserfeldkvarteret, kommer den unge købmandslærling i livets hårde skole blandt byens ydmygede og sårede. Arbejdet og de mange menneskelige møder, forvandler den introverte dreng til et socialt individ og sender mod slutningen hans stræben i en ny retning; han begynder at tage undervisning i sang.  

Kælderen kan læses som en klassisk dannelsesrejse, hvor et ungt menneske ved at vælge sin egen vej finder sig selv. Bernhards kontrapunktiske prosa og kompromisløse sandhedssøgen er endnu engang med til at gøre rejsen til en helt igennem moderne selvbeskrivelse.

Citat fra bogen:

I årevis havde jeg eksisteret i bøger og skrifter og blandt hoveder der ikke var andet end bøger og skrifter, i den indeklemte lugt fra den skimmelagtige og indtørrede historie, stedse som om jeg selv allerede var historie. Nu eksisterede jeg i nutiden, i alle dens lugte og hårdhedsgrader. Jeg havde taget denne beslutning og gjort denne opdagelse. Jeg levede efter i årevis at have været død. De fleste af mine egenskaber, absolutte fortrin ved min karakter, var allerede i løbet af de første dage i kælderen kommet til syne igen, efter at de i årevis havde været begravet og tildækket i opdragelsesmetodernes afskyeligheder, udviklede de sig helt af sig selv i de nye omgivelser der på den ene side var præget af mine kolleger i butikken, på den anden side af kunderne som mennesker eller menneskene som kunder og frem for alt, hvilket jeg med det samme lagde mærke til, i det uhyre nyttige spændingsforhold mellem disse to menneskegrupper hvor jeg udførte mit arbejde, et arbejde som jeg fra det første øjeblik havde haft glæde af.