Historien igennem følger vi Ester Sørensen, fra 12 års alderen og til hun vokser op og starter sit eget liv, på Vesterbro. Hun er barn af gaden og alt hvad det indebærer. Hun er et "specielt" barn, har ikke mange veninder, men gør heller ikke det store for at få nogen. Det meste af bogen igennem sad jeg bare og tænkte "så tag dig dog sammen pigebarn!", og fik fnidder af hendes gentagne dumheder og overdræven selvmedlidenhed. Det er også tydeligt af Ditlevsen er digter. Hun skriver gennem følelser, hvilket gør det trættende, men også i nogle tilfælde smukt og interessant. Hun har en ordrighed der er overvældende, og tror man skal kigge længe efter at finde nogen form, for gentagelse af en følelse eller sindstilstand. Hun holder dog også godt på digterens melankoli, det bliver næsten for meget. For ih og åh hvor er det bare synd for lille Ester, at verden ikke drejer rundt om hende. Kom ind i kampen siger jeg bare! Noget der overraskede mig var dog, da ordet vampyr, pludselig blev brugt til at beskrive Ester i sit es: "Og Ester fugter læberne og er en vampyr helt igennem, skøn og forførende." Der kan man bare se, men sådan skriver og beskriver Ditlevsen meget gennem bogen. Det er ikke altid lige forståeligt eller lige relevant. Faktisk er der ret meget der ikke gav så eget mening, men det kan også være mig, der bare ikke fatter en disse så snart tingene er skrevet på "gammelt" sprog. Jeg fik dog fanget hoveddelen af historien, de små detaljer blev uoverskuelige. Der blev hoppet meget frem i tiden, hvor man godt kunne bruge en bedre forklaring på tingene. Læser man digte. Og har man læst noget af Tove Ditlevsen tror jeg helt sikkert bogen er et hit, den er trods alt blevet filmatiseret, og med ingen ringere end en ung Sofie Gråbøl, som Ester.

En klassiker som jeg selv blev præsenteret for første gang i 10. klasse. En historie om en tid mange år før teknologien overtog ungdommen, men hvor det at være ung rummede de samme store spørgsmål, følelser og indre konflikter som i dag.