Den traditionelle måde at tænke politik og samfund på er ved at have udspillet sin rolle. Vi har brug for nogle nye pejlemærker for, hvordan vores private og fælles liv kan være, vokse og virke.  

Det indebærer et opgør medbåde en sig-selv-nok-individualisme, en forbrug-gør-mig-lykkelig-materialisme og en staten-klarer-tingene-passivisering.  

Der er et alternativ: Personalismen er et glemt, men gyldent menneskesyn, der forsøger at indkredse, hvad et menneske er, og tage de sociale og samfundsmæssige konsekvenser af det. Det bygger bl.a. på Martin Buber og Emmanuel Levinas’ tænkning og har været en inspirationskilde for Martin Luther King, Desmond Tutu og andre store skikkelser i den nyere historie.  

Mennesket er ifølge personalismen relationelt, engageret og værdigt. Personen og relationen mellem personer er udgangspunktet for alt: Mennesket har en iboende værdighed, og den gode relation mellem mennesker er afgørende for det gode, engagerede liv og det gode samfund.  

Personalismen er stort set ukendt i Danmark. Derfor forsøger Jonas Norgaard Mortensen på samme tid at introducere personalismen, vise dens idéhistoriske ophav, fortælle om dens tænkere og praktikere – samt vise, at personalismen har et yderst relevant bidrag til debatten om samfundets udvikling i dag.  

Bogen ”Det fælles bedste” er en ny og opdateret udgave, hvor der tilføjet et nyt efterskrift, hvor personalismen sættes i relation til psykologien og stiller spørgsmålet: Hvordan kan personalismen inspirere psykologien til at blive mere relationel og værdibaseret i både teori og praksis?